Politikere og finanskrise får Ayn Rand-bog til at storsælge.
Fra Netavisen 180 Grader.

Ayn Rands skønlitterære mammutværk “Atlas Shrugged” fra 1957 går som varmt brød på Amazon, når politikerne redder banker og vedtager finanspakker. Forklaringen er, at historien i bogen på skræmmende vis ligner virkeligheden.

Ayn Rands mammutværk “Atlas Shrugged – på dansk: “Og verden skælvede” – sælger stort som følge af finanskrisen og politikernes indgreb i økonomien, skriver Economist.com. Bogen beskriver et amerikansk fremtidsscenarie, hvor politiske indgreb udløser økonomiske kriser, som så igen fostrer nye politiske indgreb, indtil økonomien til sidst er på sammenbruddets rand.

Og salget af bogen er vel at mærke meget nøje knyttet til de tiltag, som politikerne har sat i værk for at imødegå krisen.

Ifølge tal fra TitleZ, et firma der følger bestseller-listerne på det verdensomspændende site for boghandel Amazon, lå den mere end 60 år gamle “Atlas Shrugged” i de 30 dage op til den 21. februar på en 127. plads, hvilket er et godt stykke over gennemsnittet i de foregående to år, hvor den har ligget på plads nummer 542. På en enkelt dag i januar lå bogen sågar på 33.-pladsen.

Det sigende ved bogsalget er, at det ret nøje følger de politiske vinde. Supersalgsdagen i januar var således knyttet til den amerikanske debat om Obamas finanspakke, og tidligere højdepunkter har bogen opnået i forbindelse med den amerikanske bankhjælpepakke, centralbankers markante rentenedsættelser og statsstøtte til subprime-lån.

Hvorfor er det sådan? Economist mener, at forklaringen kan findes i navnet på en nystiftet gruppe på Facebook: “Har du læst nyhederne i dag? Det er som om ‘Atlas Shrugged’ sker i den virkelige verden”.

Klik her for at læse mere på Economist.com

Søren Gade var rørt over de spontane klapsalver, og det er virkelig noget der luner om hjertet.

Fra Jyllands Posten: Søren Gade rørt over klapsalver til soldater

Indbyggerne i Holstebro begyndte spontant at klappe af 600 soldater på parade gennem byen. Det var ikke sket for bare fem-seks år siden, mener forsvarsminister Søren Gade.

Noget er forandret i Danmark.

Det mener Søren Gade, forsvarsminister, der i dag var gæst til en parade for 600 danske soldater hjemvendt fra Afghanistan.

Her fulgte ministeren soldaterne gennem gågaden, hvor der var mødt en masse mennesker frem for at hilse på soldaterne.

”Og så begyndte folk pludseligt at klappe. Det var en helt ud af kroppen oplevelse for mig. Hvis jeg havde sagt for fem-seks år siden, at folk ville klappe af danske soldater til en parade, så ville man tro, at jeg var fuld. Det var virkelig en rørende oplevelse,” siger Søren Gade til jp.dk.

Siger tak i lufthavn
Forsvarsministeren mener, at blandt andet mediernes dækning af soldaternes arbejde er skyld i, at danskerne i dag godt kan hylde soldaterne for deres modige indsats, selvom man måske ikke er enig i baggrunden for krigen i Irak eller Afghanistan.

”Det kan godt være, at man ikke bryder sig om regeringens beslutninger og synes, at det er direkte håbløst, at soldaterne er af sted, men sikke nogle soldater. De er værd at hylde,” siger Søren Gade.

Han oplever også, at danskere i lufthavne kommer hen og giver hånd til soldaterne og siger dem tak for deres indsats.

”Jeg har mere eller mindre været i forsvaret i 25 år, og det kan jeg godt fortælle dig – sådan noget skete altså ikke for bare nogle år siden”.

Videohilsen fra Poul Krebs
Paraden i dag gennem Holstebro er første gang i nyere tid, at forsvaret afholder parade for hjemvendte soldater.

De 600 soldater gik gennem byen, blev modtaget af byens borgmester, fik en særlig videohilsen fra Poul Krebs, der har skrevet en sang om at komme hjem fra Afghanistan – og deltog senere i et arrangement med alle deres pårørende på Dragonkasernen i Holstebro.

Her blev der også holdt et minuts tavshed for de faldne soldater, og der blev lagt blomster og kranse.

Ifølge oberst Kurt Moesgaard, regimentschef for Jyske Dragonregiment i Holstebro, så vil forsvaret nu evaluere arrangementet og overveje om man senere skal holde tilsvarende parader i for eksempel Slagelse eller København.

Leder i Jyllands Posten

PET-pensionisten Hans Jørgen Bonnichsen er altid god for en dårlig iagttagelse, i dette tilfælde af Geert Wilders, som Bonnichsen hæfter det af islamisterne opfundne stigmatiseringsmærkat på.

Men lad os stoppe ved ordet. Islamofobi. Ordret oversat betyder det frygt for islam, og hvem er det egentligt, der i disse dage er mest bange for islam:

Moderate muslimer, altid villigt med et smil til de vantro

Den engelske regering derimod indrømmer på intet tidspunkt, at frygt for islam skulle ligge bag indrejseforbuddet mod Wilders. Alligevel er det lige præcis frygt, der pibler ud mellem linjerne i begrundelsen for indrejseforbuddet: Hensynet til den offentlige sikkerhed, hedder det, nødvendiggør det uhørte indgreb mod Wilders.

Kommer Wilders, opstår der usikkerhed, så vil, må man formode, visse muslimer skabe ballade. Det er altså frygt for optøjer, der ligger bag suspensionen af frihedsrettighederne. Frygt, lad os nu bare sige det ligeud, for islamiske trusler. Men lige præcis dét siger den engelske regering ikke, ikke åbent.

Det kunne nemlig i sig selv tænkes at virke provokerende.

Intet gør jo voldelige ægtemænd så edderspændte som antydningen af, at de er voldelige. Det er altid konen, der provokerede.

Ifølge den engelske regering er problemet heller ikke forblommede trusler fra imamer og islamiske overhusmedlemmer, nej, truslen mod rigets sikkerhed stammer alene fra en enkelt blonderet, hollandsk politiker, der påstår, islamisterne prøver at true folk til tavshed.

Farlig, farlig mand, der kan sætte hele landet i brand. Det er da klart, er det ikke?

Nej, det eneste, der er klart, er at den engelske regering er så bange, at den ikke tør nævne sin egen frygt ved navn og så bange, at den giver efter for sin navnløse frygt for islamiske repressalier.

Førstepræmien i islamofobi går hermed til den engelske regering. De er de egentlige islamofober. Wilders har ret:

De britiske ministre, fra Brown til Miliband, er de største kujoner i Europa. Kujoneri, islamofobi – det er ret beset to ord for samme form for fejhed.

Det er fristende at tale om en engelsk syge, en fejheds-virus, der får det land, der engang var frihedens og folkestyrets vugge, til at gå forrest i knægtelse af friheden over dem alle: ytringsfriheden.

Men det er for nemt, for i de fleste europæiske lande, med hastigt voksende islamiske mindretal, er politiske kræfter allerede i gang med den samme islamofobiske øvelse.

Man tilpasser sig den religion, de nye minoriteter tilhører. For fredens og sikkerhedens skyld, selvfølgelig. For islam er fredens religion, islam er ikke spor farlig – når man blot er varlig, blot man undlader kritik og slår så hårdt ned på kritikerne, at de til sidst forstummer.

De europæiske politikere, fra Oslo til Madrid, er nemlig ved at lære det: Den sabelsvingende Muhammed gør krav på en helt anden form for respekt end manden på æselryggen, der endte på korset.

Og den får han. Europa er fuld af respekt for Muhammed. Kontinentet bugner af islamofober.

Den iranske forfatter Monireh Baradaran skriver om vores egen fremtid, hvis vi ikke vågner op. Læs hendes bog Enkle sandheder, før du går hen og stemmer på de politikere, der ustandseligt taler om dialog med dine og dine børns bødler.

Af Lars Hedegaard

“Et fjernt land, som vi ikke ved ret meget om,” sagde den britiske premierminister Neville Chamberlain, da han i 1938 skulle begrunde, at han havde solgt Tjekkoslovakiet til Hitler – hvilket den tyske diktator tolkede som et grønt lys for nye militære eventyr.
Er det sådan, vi ser på Iran? Et Langtbortistan beboet af underlige mennesker med sære skikke, som vi ikke gider beskæftige os med? Det er i grunden til at forstå, for vi hører ikke meget om forholdene i Den Islamiske Republik, og når pressen endelig beskæftiger sig med dem, er det mest for at fortælle, at en “normaliserings”- eller “demokratiserin! gs”-proces er undervejs.

Nå ja, præsidenten er måske en kende vanvittig og siger ustandseligt underlige ting om atomkrig, verdensherredømme og jødernes og korsfarernes nært forestående udslettelse. Men heldigvis er nye og mere omgængelige ledere på vej frem, påstås det, så vi kan roligt sove videre.

Desuden er EU og USA i fuld gang med en lovende “dialog”, der nok skal nok skal formilde de bryske teokrater i Teheran. De skal bare have nogle penge og forskellige politiske indrømmelser, så går det nok alt sammen.

Problemet er, at den iranske magtelite ser ganske anderledes på sagen. Når vi i Vesten taler om nødvendige kompromisser, rimelige indrømmelser og imødekommenhed, ser de iranske mullaher eftergivenhed, appeasement og overgivelse. Præcis som Hitler opfattede Chamberlains appeasement-politik i årene op til 2. Verdenskrig. Og det giver dem blot mere blod på tanden til at sætte det afgørende stød ind mod et dekadent vestligt dem! okrati, der mangler vilje og snart også evne til at forsvare ! sig.
Ikke underligt, at de fremturer med deres trusler om det islamiske verdensherredømme, et globalt kalifat og den uindskrænkede sharia med alt hvad det indebærer af grumhed og undertrykkelse.
Med mindre Vesten tager skeen i den anden hånd – hvad der for øjeblikket ikke er meget, der tyder på – vil Muhammeds iranske følgesvende også snart have midlerne til at gennemføre deres forehavende.

Vi ved ikke præcis, hvor langt fremme Iran er med at udvikle atomvåben, men alt tyder på, at en prøvesprængning kan være nært forestående. Derimod ved vi, at mullaherne allerede råder over missiler, der kan nå det sydlige Europa.
Hvad vil der mon ske den dag, præsident Ahmedinejad og hans “åndelige vejledere” stiller Europa et ultimatum: Afskaf ytringsfriheden, straf kritikere af islam eller udlever dem til retsforfølgelse hos os, giv muslimer i Europa ret til at leve efter deres egne sharia-regler, som vi fortolker dem, giv de lokale imamer i Ita! lien, Danmark, Storbritannien, Frankrig osv. vetoret over al lovgivning, administration og retshåndhævelse – ellers sender vi jer nogle raketter, der vil udslette Rom, Paris, London og København.

Hvad vil vore hunderædde europæiske ledere så gøre? I betragtning af, at de samme ledere i årtier har besvaret Irans stadigt mere uforblommede trusler med “dialog” og indrømmelser, er svaret næsten givet.

De vil overgive sig, eller rettere: de vil overgive os.

Ligesom de har overgivet os hver eneste gang, den muslimske ummas ledere har stillet krav om indrømmelser og særbehandling de seneste tre-fire årtier.

Og hvordan bliver så livet under kalifatet?

Monireh Baradarans bog Enkle sandheder handler om forfatterens oplevelser i ayatollahernes fængsler. Den beskriver in! dgående og detaljeret de metoder, som den islamiske magtelite! tager i anvendelse, når den vil kue en modvillig befolkning.

Bogens beretning om tortur, bestialske henrettelser og menneskelig nedværdigelse får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Endnu mere rystende er imidlertid den erkendelse, at sådanne metoder virker. Bortset fra nogle håndfulde frihedshelte vil alle før eller siden bukke under, tilpasse sig de nye magtforhold eller tilmed gå over på bødlernes side.

Læs den før du går hen og stemmer på de politikere, der ustandseligt taler om dialog med dine og dine børns bødler.
Enkle sandheder er ikke en bog om et fjernt land, der ikke kommer os ved.

Det er bogen om vores egen fremtid, hvis vi ikke vågner op.

Geert Wilders formand og medlem af Hollands parlament for PVV (Frihedspartiet)
Oversat af Morten Uhrskov Jensen for Jyllands Posten.

Formanden for det hollandske parti PVV og manden bag filmen “Fitna” blev forleden nægtet indrejse i Storbritannien, hvor han skulle have talt for medlemmer af Overhuset. Den tale, han blev forhindret i at holde, er dagens kronik

Mine damer og herrer, jeg vil gerne takke mange gange. Tak fordi jeg måtte komme. Tak til Dem, Lord Pearson, og til Dem, Lady Cox, for fremvisningen af min film ”Fitna” og for Deres venlige invitation.

Mens andre ser den anden vej, forstår De Deres lands sande tradition, et land, hvor Deres flag står for frihed. Dette er ikke et hvilket som helst sted.

Dette er ikke blot en af Englands turistattraktioner. Dette er et helligt sted. Dette er alle parlamenters moder, og jeg føler mig ydmyg, når jeg står her og taler til Dem. Det var her i parlamentet, at Winston Churchill stod fast, det var her han advarede – op gennem 1930′erne – om farerne i horisonten. Det meste af tiden gjorde han det alene. I 1982 talte præsident Reagan til Underhuset. Det var en tale, som meget få mennesker brød sig om. Reagan formanede Vesten til at afvise kommunismen og til at forsvare friheden. Han introducerede en bestemt vending: »Ondskabens imperium«.

Reagans tale er blevet stående tilbage som en kraftig appel til at beskytte vore frihedsrettigheder. Jeg vil gerne citere fra denne tale: »Hvis historien lærer os noget, så er det, at selvpåførte vrangforestillinger om ubehagelige kendsgerninger er udtryk for dårskab. Hvad Reagan mente, var, at vi ikke kan undslippe historien. Vi kan ikke flygte fra de ideologier, der findes derude og venter på at ødelægge os. Det hjælper ikke at fornægte virkeligheden. Kommunismen havnede på historiens losseplads, præcis som Reagan forudsagde i sin tale i Underhuset dengang. Han levede længe nok til at se Berlinmuren falde, ligesom Churchill var vidne til nationalsocialismens sammenbrud.

I dag står jeg foran jer for at advare om en ny stor trussel. Truslen hedder islam. Den giver sig ud for at være en religion, men dens mål er særdeles verdslige: Verdensherredømmet, hellig krig, sharialovgivning og afslutningen på adskillelsen af kirke og stat, demokratiets endeligt.

Islam er ikke en religion, den er en politisk ideologi. Den kræver jeres respekt, men har ingen respekt for jer. Der findes muligvis moderate muslimer, men der er ikke nogen moderat islam. Islam vil aldrig forandre sig. Det vil den ikke, da den bygger på to piller, der er evige, to fundamentale trossætninger, der aldrig vil ændres, aldrig vil forsvinde.

For det første er der Koranen, Allahs egne ord, der er evigt uforanderlige, med ordrer, der skal eksekveres uafhængigt af tid og sted. Og for det andet er der al-insal al-kamil, den perfekte mand, Muhammed som rollemodel, hvis gerninger skal efterleves af alle muslimer. Og da Muhammed var en krigsherre og en erobrer, ved vi, hvad der venter os. Islam betyder underkastelse, og der kan derfor ikke være tvivl om dens mål. Det er givet på forhånd. Spørgsmålet er, om det britiske folk, med dets glorværdige fortid, længes efter denne underkastelse.

Vi ser islam vokse i styrke i Vesten med utrolig hast. Storbritannien har været vidne til en meget hurtig forøgelse af antallet af muslimer. Den muslimske befolkningsandel er vokset 10 gange hurtigere end det øvrige samfunds. Dette har lagt et enormt pres på det britiske samfund. Takket være britiske politikere, som har glemt alt om Winston Churchill, er englænderne i dag dem, der yder mindst modstand. De giver op. De bøjer sig.

Jeg vil gerne atter takke for at have fået tilladelse til at rejse tilDeres land. Jeg modtog et brev fra indenrigsministeren, der venligst ønskede at annullere invitationen til mig. Jeg ville være en trussel mod den samfundsmæssige harmoni og derfor mod den offentlige sikkerhed, stod der i brevet.

Et øjeblik frygtede jeg, at jeg ville blive nægtet adgang. Men jeg havde tillid til, at den britiske regering ikke ville ofre ytringsfriheden på grund af frygten for islam. Storbritannien er et frit land, og islam vil aldrig komme til at herske over Storbritannien, så jeg havde tillid til, at grænsekontrollen ville lade mig komme ind. Og når alt kommer til alt, så har De inviteret særere eksistenser end mig. For to år siden bød Underhuset Mahmoud Suliman Ahmed Abu Rideh velkommen, og han havde forbindelser til Al Qaida. Han blev inviteret til Westminster af Lord Ahmed, som mødtes med ham i moskeen ved Regents Park tre uger tidligere.

Hr. Rideh, som er under mistanke for at være mellemmand med hensyn til finansiering af terrorgrupper, blev overrakt et sikkerhedsmærkat, da han skulle besøge parlamentet. Tja, hvis De giver denne mand adgang, så må en folkevalgt politiker fra et EU-land naturligvis også være velkommen.

Ved at lade mig tale her i dag viser De, at Churchills ånd stadig i høj grad er i live. Og De beviser, at Den Europæiske Union rent faktisk fungerer; borgernes bevægelsesfrihed er fortsat en grundpille i det europæiske projekt.

Men der er stadig meget arbejde, der skal gøres. Storbritannien ser ud til at være blevet et land regeret af frygt. Det er blevet et land, hvor embedsmænd aflyser kristne højtider for at tilfredsstille muslimer. Et land, hvor shariadomstole er blevet en del af det retslige system. Et land, hvor islamiske organisationer forlangte højtideligholdelsen af mindet om Holocaust standset. Et land, hvor en grundskole aflyser et krybbespil, fordi det falder sammen med en muslimsk højtid. Et land, hvor en skole fjerner ordene jul og påske fra deres kalender for ikke at støde muslimer. Et land, hvor en lærer straffer to elever, der ikke vil bede til Allah som en del af religionsundervisningen. Et land, hvor folkevalgte medlemmer af et byråd får besked om ikke at spise i dagtimerne ved byrådsmøder under ramadanen. Et land, som udmærker sig ved sit had til Israel, fortsat det eneste demokrati i Mellemøsten. Et land, hvis hovedstad er ved at blive til “Londonistan”.

Jeg vil ikke selv kalde mig en fri mand. For fire og et halvt år siden mistede jeg min frihed. Jeg er under konstant bevogtning, en venlig hilsen fra dem, som foretrækker vold frem for diskussion.

Men for de venstreorienterede fanklubber af islam er dette ikke nok. De har påbegyndt en retslig proces imod mig. For tre uger siden beordrede appelretten i Amsterdam, at der skal påbegyndes en retssag imod mig, fordi jeg har lavet filmen “Fitna” og på grund af mine holdninger til islam. Jeg har begået det, George Orwell kaldte en tankeforbrydelse.

I har muligvis set mit navn på “Fitna”s rulletekster, men reelt er jeg ikke ansvarlig for filmen. Den blev snarere skabt for mig. Den er i virkeligheden produceret af muslimske ekstremister, af koranen og af selve islam. Hvis “Fitna” bliver anset for “hate speech”, hvordan ville retten så bedømme koranen, med alle dens opfordringer til vold og had mod kvinder og jøder?

Churchill sammenlignede koranen med Hitlers “Mein Kampf”. Jeg gjorde præcis det samme, og derfor bliver jeg retsforfulgt. Jeg spekulerer på, om Storbritannien nogensinde trak Churchill i retten. Appelrettens afgørelse og det brev, jeg modtog fra indenrigsministeren, udgør to store sejre for alle dem, som foragter ytringsfriheden. De udfører islams beskidte arbejde. Sharia ved stedfortræder.

Forskellene mellem på den ene side Saudi-Arabien og Jordan og på den anden side Holland og Storbritannien udviskes. Europa er hastigt på vej til at blive Eurabia. Dette er tilsyneladende den pris, vi må betale for masseindvandringen og for det multikulturelle projekt.

Mine damer og herrer, de dyrebareste af vore mange friheder er under angreb. Ytringsfriheden er ikke længere en selvskreven ting i Europa. Hvad vi tidligere anså for en indlysende bestanddel af vores eksistens, er i dag noget, vi må kæmpe for. Det er om dette, det gælder.

Hvorvidt jeg ender i fængsel eller ej er ikke afgørende. Spørgsmålet er: Vil ytringsfriheden blive sat bag tremmer? Vi er nødt til at forsvare ytringsfriheden. For mine forældres generation var ordet “London” synonymt med håb og frihed. Da mit land blev besat af nationalsocialisterne, indgød BBC os håb under det nazistiske tyranni. Millioner af mine landsmænd lyttede illegalt med. Ordene »Her er London« var et symbol på en bedre verden. Hvis bare de britiske, de canadiske og de amerikanske soldater ville komme os til undsætning. Hvad vil blive udsendt herfra om 40 år? Vil det stadig være »Her er London«? Eller vil det være »Her er Londonistan«?

Vil der være håb, eller vil det være værdierne fra Mekka og Medina? Vil Storbritannien tilbyde underkastelse eller udholdenhed? Frihed eller slaveri? Valget er vores. Mine damer og herrer. Vi vil aldrig undskylde, at vi vil være frie. Vi vil aldrig give op. Vi vil aldrig overgive os. Friheden må sejre, og friheden vil sejre. Jeg takker endnu engang.

Oversættelse: Morten Uhrskov Jensen

Ralf Pittelkow i Jyllands Posten:

Danmark og det øvrige Europa står i et værdiopgør. To begivenheder i den forgangne uge kaster lys over, hvad dette opgør går ud på.

Den ene var den britiske regerings beslutning om at smide den islamkritiske hollandske parlamentariker Geert Wilders ud af landet. Den anden var en meningsmåling om danske muslimers holdning til ytringsfriheden.

Det danske samfunds værdigrundlag er dybt forankret i traditionen fra Oplysningstiden. Frihed, herunder ytringsfrihed, og kritisk tænkning er afgørende elementer i denne tradition.

En del mennesker i Europa med muslimsk baggrund har taget oplysningsværdierne til sig. Men et betydeligt antal er præget af værdier, som er fjendtligt indstillet over for oplysningstraditionen. I tråd med dette ønsker halvdelen af danske muslimer, at bøger og film, der angriber religion, bør forbydes ved lov (Danmarks Statistik/

CEPOS)

I FN forsøger de muslimske lande for tiden at få religionskritik sidestillet med racisme i forbindelse med den såkaldte Durban IIkonference.

Med udvisningen af den folkevalgte Geert Wilders alene på grund af hans synspunkter i samfundsdebatten gør den britiske regering fælles sag med frihedsfjendske muslimske kredse mod oplysningsværdierne. Hvilket svigt.

Dermed sender man et uhyggeligt signal for fremtiden: I takt med, at muslimer kommer til at udgøre en stadigt stigende andel af Europas befolkninger, vil regeringer som den britiske opgive mere og mere af oplysningstraditionen.

Frihedsværdierne i vores samfund trues således ikke alene af autoritær islam. Der finder også et afgørende værdiopgør sted inden for den europæiske verden. Dette opgør står mellem oplysningstraditionen og den politiske korrekthed.

Den politiske korrekthed lider af den tvangstanke, at vores samfund har skylden for alverdens problemer, herunder sammenstødene med autoritære islamiske værdier. Løsningen på disse sammenstød er derfor, at europæerne sælger ud af deres værdier for ikke at støde islam. De politisk korrekte står ikke fast på oplysningstraditionen, men deltager tværtimod i angrebet på den.

Et eksempel: I forbindelse med meningsmålingen om muslimers forhold til ytringsfriheden brugte TV-Avisen den radikale folketingskandidat Manu Sareen som ”ekspert” (12.2.). Sareen forklarede, at de mange muslimers nej til ytringsfrihed blandt andet var fremkaldt af Muhammed-tegningerne.

Med andre ord: Disse muslimer var egentlig stålsatte tilhængere af ytringsfriheden, og det er vores skyld, at de ikke længere er det. Det er det glade politisk korrekte pip.

Modstanden mod religionskritik er en afgørende del af det værdigrundlag, som indvandrerne bringer med sig fra den muslimske verden. De har aldrig været tilhængere af den slags. Det var jo derfor, de vendte sig mod Muhammedtegningerne.

TV-Avisens journalist holdt mikrofon for Sareens søforklaring. I det hele taget identificerer mange danske journalister sig med de politisk korrekte angreb på oplysningsværdierne.

Det sker på flere måder. Én af dem er fortielsen. Man ignorerer, at unge palæstinensere har heilet og råbt død over både jøderne og demokratiet ved en demonstration. Man forbigår, at imam Abdul Wahid Pedersen støtter den muslimske verdens angreb på ytringsfriheden.

En anden metode er, at den kritiske journalistik alene bruges mod dem, der står fast på oplysningsværdierne. Derimod er der stor mangel på kritisk journalistisk granskning af de autoritære

islamiske værdier og deres

fortalere.

I tidens store værdiopgør tager mange journalister del i kampen mod

friheden.

I tidens store værdiopgør tager mange journalister del i kampen mod friheden.

———–

Mere Ralf Pittelkow, den Politiske Korrekthed har historisk altid været det totalitære redskab til at kontrollere hvad folk siger og tænker.

Politisk Korrekt TV

Nyhederne på TV2 bragte mandag klokken 22 et indslag om den meget omtalte sag med en betjent, der skulle have kaldt en palæstinenser for ”perker”. Den journalist, som havde rejst sagen mod betjenten, var nu nået til den konklusion, at denne faktisk havde sagt ”perle”. Han bør roses for sin ærlighed.

Pointen i TV2-indslaget var således, at betjenten meget vel kan have været hængt ud på et forfejlet grundlag. Men det var ikke det eneste interessante i indslaget:

Den palæstinenser, som angiveligt var kaldt ”perker”, gav sig pludselig til at hyle teatralsk ind i tv-kameraet om, at han havde en pacemaker, som betjenten bevidst var gået efter at ramme. Tilsyneladende blev dette opfundet på stedet for at svine betjenten til. Men yderligere opklaring lader sig ikke gøre, da manden er som sunket i jorden.

Jeg har ikke set denne del af forløbet før, til trods for at betjentens udtalelse har været bragt et hav af gange. Måske har det været vist, uden at jeg har været opmærksom på det. Men man kan vist roligt fastslå, at det kun har fået ringe opmærksomhed i forhold til betjentens ord.

Med andre ord: Tv har givet os et billede af virkeligheden, der fuldstændig ensidigt satte betjenten på anklagebænken. Palæstinenserens grove provokation blev fortiet eller i hvert fald kraftigt nedtonet. Til trods for, at man lå inde med optagelserne.

Dette er led i et udbredt mønster. Tv-journalistikken har i alvorlig grad afskaffet ambitionen om at give seerne den usminkede virkelighed. I stedet giver alt for mange af journalisterne deres egen udgave af virkeligheden – den politisk korrekte virkelighed.

Den politiske korrekthed er besat af forestillingen om, at alverdens problemer er det danske samfunds skyld. Når muslimske indvandrere holder fast i værdier og holdninger, som er dybt skadelige for integrationen, er det også det danske samfunds skyld.

I den politisk korrekte verden er det tabu at tale om muslimske indvandreres ansvar for problemerne. De er per definition ofre. Det vil man gerne overbevise en skeptisk befolkning om, og derfor rigger man virkeligheden til, så det faktisk ser ud, som om det hele er det danske samfunds skyld, her repræsenteret ved betjenten.

Forud for ”perker”-optrinnet var gået et chokerende forløb: En fredelig demonstration til støtte for Israel under Gaza-konflikten blev forstyrret af unge palæstinensere, der råbte ”Heil Hitler!”, krævede død over alle jøder og vendte sig voldsomt mod ikke bare USA og Danmark, men også demokratiet.

Hvilket journalistisk scoop. Pludselig fik man indblik i en verden, som de færreste danskere kender til. Optrinnet levede op til alle klassiske journalistiske kriterier for en god historie. Samtidig lå der oplagte muligheder for opfølgende journalistik, der granskede, hvor disse holdninger kommer fra, og hvor megen støtte de finder blandt unge muslimer i det danske samfund.

Men TV-Avisen ignorerede simpelt hen dette forløb! Der var intet. TV2 leverede det i en meget begrænset udgave. Og ingen af dem gjorde noget forsøg på en opfølgende journalistisk afdækning af, hvad der lå bag den rystende adfærd.

Hvis de havde gjort det, ville reaktionen fra mange danskere formentlig have været berettiget indignation. Journalisterne arbejdede aktivt på at forhindre denne indignation. Med den redaktionelle ledelses velsignelse.

Sagen er på ingen måde enestående. Yderligere eksempler gives gerne.

Tv-journalister fortier kendsgerninger, som ikke passer til deres politisk korrekte meninger.

Her er stof til en påtrængende debat.

Ca en fjerdedel kom fra ikke vestlige lande…

Forrædderiet mod urbefolkningen fortsætter.

Fra Jyllands Posten.

Rekordstor indvandring

Indvandringen sidste år er den største i den periode, Danmarks Statistik har opgjort antallet af indvandrere – det vil sige siden 1928.’

I 2008 indvandrede 72.749 personer. Og det er en stigning på 8093 personer eller 12,5 procent på et enkelt år.

Men også flere forlader den danske muld. Sidste år udvandrede 43.490 udvandrede personer – en stigning på fem procent sammenlignet med året før.

I fjerde kvartal sidste å indvandrede 14.455 personer, mens 9151 udvandrede. Af dem, som indvandrede, var 3992 danske statsborgere, 7062 statsborgere i et andet vestligt land og 3401 statsborgere i et ikkevestligt land. Og den store andel danske statsborgere er ikke usædvanlig, oplyser Danmarks Statistik. Ud over danske statsborgere indvandrede 2020 personer fra Polen, 838 personer fra Tyskland og 484 fra Rumænien. I den anden retning var der flest statsborgere fra Polen, USA og Tyskland – henholdsvis 695 polske, 595 amerikanske og 401 tyske statsborgere.

Kronik i Jyllands Posten af Bent Jensen, professor, dr. phil., leder af Center for Koldkrigsforskning.

Hvornår hører det internationale og danske hykleri op? Hvornår holder EU og den danske regering op med at lade, som om Hamas er en regering eller bare en organisation, man kan forhandle med? Hvornår kræver Danmark og EU Iran smidt ud af FN? spørger dagens kronikør.

Israel blev grundlagt af »jødiske mordere og voldtægtsmænd«, og arabiske »skolepiger blev voldtaget og bagefter slagtet« af de angribende jøder. Det kunne man læse i JP-kronikken 15/1, skrevet af en erfaren journalist på grundlag af en kulørt bog. Det er som taget ud af ”Zions Vises Protokoller”, det klassiske anti-semitiske fantasiskrift, som det russiske hemmelige politi fabrikerede for over 100 år siden. Formentlig tappede disse jødiske mordere under slagtningen også blodet fra de arabiske pigebørn for at bruge det til deres sataniske ritualer. Ifølge protokollerne er jøderne liderlige og blodtørstige og vil erobre hele verden.

Og en københavnsk kultursociolog og psykoterapeut skrev i samme avis, at jøderne – formentlig helt bevidst og med stor skadefryd – vil ødelægge et projekt i Gaza, som ledes af en menneskeretsforkæmper, der ved, hvad »40 års besættelse, undertrykkelse, indespærring og udsultning« har gjort ved Gazas indbyggere (JP’s kronik 12/1). Vi tæller 40 år tilbage og når til ca. 1967 – det år Egypten tabte Gaza i en krig, hvor den egyptiske diktator Gamal Abdel Nasser og fanatiske palæstinensere havde drømt om at tilintetgøre den jødiske stat og drive jøderne i havet.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter – også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

Vor kultursociolog har tidligere indlagt sig videnskabelig hæder på tre områder. Hun benægtede i sin tid pure, at der var antisemitisme i hendes elskede Sovjetunionen; hun ”beviste” videnskabeligt, at undertrykkelse af arabiske kvinder ikke skyldtes islam, men udelukkende den vestlige imperialisme; og hun ”beviste”, at den norske spion Arne Treholt var et uskyldig og offer for et justitsmord.

Dygtigt gjort – ikke så få kompetencer samlet hos ét enkelt menneske. Birgitte Rahbek er en gyldig repræsentant for venstrefløjens ulidelige og uendelige misforståelser, fejltagelser og løgnagtighed. Det er disse mennesker, som konsekvent har taget fejl på alle væsentlige områder igennem hele det 20. århundrede, som nu i det 21. århundrede fortsat stiller sig op som de store sandhedssigere.

Lad os nu i stedet gå over til den virkelige verden. Lad os forlade alle venstrefløjens tåbelige illusioner, al den forløjede politisk korrekthed og alle andre former for virkelighedsflugt. Lad os se på nogle meget enkle kendsgerninger.

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det – hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder – eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger – og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

Når tallene er så lave i den lange arabisk-israelske konflikt, skyldes det ene og alene det demokratiske Israel. Hvis israelerne ville, kunne de jo på et par timer jævne Gaza med jorden. Men da der er tale om en demokratisk retsstat med en anstændig regering og en fri og omfattende offentlig debat, udviser Israel mådehold. Desuden er israelerne til de islamiske galninges store raseri dygtige til at afværge terroraktioner. Vi hører og ser kun de palæstinensiske terrorhandlinger, som lykkes – ikke alle dem, der mislykkes og forhindres i opløbet. Og det er langt de fleste.

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier – også gengivet i denne avis – om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel – som også kun er en lille stribe land – har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Vi skal ”tvinge Israel” til at forhandle med Hamas, skrev journalisten i JP’s kronik. Men problemet er da, hvordan man får terroristbanden Hamas til at forhandle med Israel. Vi har jo at gøre med en kriminel organisation. Tidligere var Fatah og Arafat venstrefløjens store helt. Vi husker den korrupte krokodille optræde i kampuniform med pistol i bæltet i FN. Hvilken skændsel for ”det internationale samfund”, hvis bygning bærer det bibelske skriftsted om sværd, der skal smedes til plovskær.

Hvornår hører det internationale og danske hykleri op? Hvornår holder EU og den danske regering op med at lade, som om Hamas er en regering eller bare en organisation, man kan forhandle med? Hvornår kræver Danmark og EU Iran smidt ud af FN? En folkemorderisk stat, der skamløst opfordrer til udryddelse af den jødiske stat. Hvorfor kan Israel ikke blive medlem af FN’s sikkerhedsråd og FN’s menneskeretskommission, når diktatur- og terrorstaterne Libyen, Sudan, Syrien og Cuba kan?

Og hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-1948 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv? Som f. eks. de mange hundredtusinde jødiske flygtninge fra arabiske lande i samme tidsrum. Eller som de millioner af tyskere, pakistanere, indere og andre, der blev drevet på flugt i disse år.

Det drejer sig om civilisation og demokrati kontra barbari og despoti. Ikke kun i Mellemøsten, hvor kampen står mellem Israel og islam, men også i Europa. Den kloge og skarpe Henryk Broder har skrevet den uforlignelige bog om Vesteuropas uforstand, ”Hurra, vi kapitulerer!” I nogle år endnu kan vore politikere, journalister og kultursociologer leve i den illusion, at vi kan undgå konflikten i Europa ved at tale om noget andet og lukke øjnene for barbariet. Det kan vi ikke. De heiler allerede både dér og her. Vi vil komme i samme situation, som Israel.

Synes du medierne er gået over stregen og er du træt af medie propagandaen.

Er du træt af alle de forvrængede ‘forandringer’ der forsøges trukket ned over vores hoveder.

Så er du ikke ene om at det.

Dansk Patrioten er en blog lavet med hensigten til at debatere de omvæltninger og angreb der sker på vores land og samfund, en tænketank om hvad man synes burde gøres, at forene sig, at dele erfaringerer og ideer, at identificere de ting, organisationer, hensigter, offentlige personligheder, tiltag osv der nedbryder vores samfund, og ødelægger vores land.

Vi har som urbefolkning levet her for tusinde af år, og det er fulde vores ret, vi har ingen andre steder at gå hen.

Vores land tilhører ikke andre, det tilhører ikke den tredie verden eller lande der har spillet fallit, eller dem der mener vi skylder andre noget som helst fordi var har skabt et velfungerene samfund, gennem generationers sved og blod.

Vi har ingen ret til at bortkaste det land vi har fået i arv fra vores forfædre, det land har de overgivet i vores varetægt, for at videregive det til vores børn.

I dag står vi igen overfor utopismen’s galskab.

Nationalismen er idag blevet et fyord overfor alt hvad der beskæftiger sig med selvstændighed, det har altid ligget i Marxismen’s retorik, gennem Kommunismen og dens ‘internationale’, de Socialistiske regimer hvor landes selvstændighed var fjenden der modstod deres transnationale og nationale magtovertagelse, ondskabsfuldheden opstod når det var Socialismen selv der blev parret med Nationalismen, National Socialismen som dengang forsøgte overtagelse af vores land, som Transnational Socialismen forsøger idag, dengang var det kærligheden til fædrelandet, og det naturlige tilhørsforhold som urbefolkning, der kæmpede mod det der forsøgte at overstyrte samfundet, og undertrykke urbefolkningen samt udrydde dele af disse – Det var kærligheden til fædrelandet, og tørsten for selvstændighed og frihed der forenede urbefolkningen, ikke en overliggende ideologi, men det naturlige tilhørsforhold der motiverede og skabte sammenholdet, uanset hvilken baggrund, den individuelle handler fordi han føler det er nødvendigt, en pligt og eller fordi at den enkeltes frihed er truet.

De samme kræfter, idag som dengang, er på spil idag, og det er med isnene paralleller at vi metaforisk kan beskrive det som en tilbagevending til 1932, at fornægte faresignaler fra historien har hvergang udviklet til en katastrofe af elendighed, folkedrab og undertrykkelse, det er de samme ideologiske strømninger der eksistere idag under nye eufemismer der dækker over en tilsvarene magtbegærlighed fra Utopisterne.

Venstrefløjen og Højrefløjen er forældede begreber, ‘Utopister og Realister’ er langt mere rammene til nutidens politiske forhold.

At hyrde et frit folk er det samme som at hyrde katte, alle har deres egen personlighed, frihed og karakter, det de har tilfælles er friheden, og det er den frihed vi må bevare og kæmpe for, individets ukrænkelighed og vores fælles arvegods, for de næste generationer – Modsætingerne til Realisterne er Utopisterne, de totalitære, kollektiviske, diktatoriske ideologier, samt Globalismen’s Utopi, der ikke deles i størstedelen af resten af verdenen, men af diverse ideologiske magtgrupper, det er prøvet før, USSR, National Socialismen, Religiøse ideologier, og det prøves konstant, vi oplever fra vores hverdag at det forsøges trukket ned over vores samfund, gennem medier, politisering og propaganda.

Holger Danske begynder at vågne op, Holger Danske er det danske folks sjæl.